Stakkels Isabella

 

Esther – et af vores daglige møder på stranden og en af specielt Fridas foretrukne veninder – så spørgende ud, da vi kom med Isabella i snor i morges.

 

Hvorfor nu det?  Jo Isabella går på jagt i klitten

 

Der er rigtig mange rådyr i klitten og i klitplantagen. Et antal i stærk stigning og en daglig nydelse, når man går tur i klitten. Dyrespor overalt og hyppige møder med de smukke dyr. Men de skal have fred, specielt nu, hvor der er dyrebørn på vej.

Det synes Isabella ikke.

 

Så for hende er det ikke længere nok at løbe langs vandet og gø af de måger der flyver forbi. Nej, nej pludselig sætter hun næsen i jorden og så går det ellers op i klitten.

 

Vi kan stoppe hende med fløjte eller stemme, hvis hun er indenfor 20-30 meter, men derudover – glem det. Damen fortsætter med rekordfart og – væk er hun.

Ida følger ofte efter, men løber ikke ret langt og henvender sig hurtigt, når far Gustaf med stor adræthed –tøhø – har forceret klitten og både kalder og fløjter på en gang.

 

Isabella er væk, men vi ved hvor hun er. Vi kan hele tiden høre hende, og kan følge retningen.

Hun går konstant halsende i store buer og - når man får et glimt af hende – med kraftigt logrende hale.

Jo, hun er på arbejde og hun har det sågu sjovt.

Men kalde hende til sig, det lykkes først, når man i løbet af 1 time til 1½ har arbejdet sig så langt ind på hende, at man får øjenkontakt med hende.

Nej hvor hyggeligt siger hun, mens hun logrende kommer hen til en.

Nej hvor hyggeligt siger far Gustaf samtidig med, at der findes ros, godbidder og ikke mindst snoren frem.

 

Blodtrykket kan have været meget højt sekunder forinden, men det falder brat, når hun kommer glad og logrende. Det skal det også ellers har hun jo slet ingen grund til at komme, men heldigvis hjælper det meget, at hun er en utroligt glad og en kæmpe charmetrold.

 

Det kan ellers være svært at tro på, at man kan få et blodtryk til at falde så brat, når man den sidste time

har kæmpet sig gennem havtornebuske og pilekrat, når man flere gange har konstateret at engen bag forreste klitrække er meget våd og fyldt med huller.

 

Forleden oplevede far Gustaf, at der ikke kun er vandhuller. Der er også musehuller. Så på et tidspunkt, hvor han stod og lyttede efter damen, løb der en vildfaren mus op i hans ene bukseben. Begge blev lige forskrækkede.

Han sprang højt op i luften og musen styrtede ned i sit hul igen.

På en mark bag ved strandengen og i selve strandengen græsser en stor flok Limousinekøer samt deres bodyguard – og hvad han nu ellers gør – Olfert hele sommeren

De er ankommet, og der er sat strøm til hegnet. Det sidste oplevede far Gustaf, da han skrævede over hegnet og tråden ramte, hvor der er kortest afstand mellem de to bukseben.

Det er da godt han er så gammel, ellers var det da gået rent galt!

Heldigvis gik Isabella ikke længere end til den lille lund af grantræer, der skiller engen fra den højere liggende mark, hvor flokken gik.  Jeg tror ikke, hverken Olfert eller nogle af køerne ville synes, det var morsomt med en gøende gravhund.

 

Sådan en flok er ikke legetøj, hvis de ikke bryder sig om en. Så selvom en gravhund er hurtig, er de endnu hurtigere, så far Gustaf havde sine fantasier om, hvorledes han skulle signalere venskab og uskyldighed til Olfert, hvis han skulle ind og frelse en gravhund fra at blive mast.

Det lykkedes ikke at finde en konklusion, men det blev heldigvis heller ikke nødvendigt.