Emma blev 14,5 år

 

Nu er vi kun 2 generationer tilbage. Mig Gry, min søster Frida

og 2 af mine døtre Ida og Isabella.

 

Vores mor Emma døde for 3 uger siden. Hun var ellers en vaks gammel dame.

Hun så godt ud – klart; en rigtig star og

champignon som Emma, vil altid have udstråling uanset alder

– hun var fysisk stærk og holdt snildt til gåturene langs havet og i plantagen.

 

Desværre havde hun det sidste 3/4 år udviklet mere og mere grå stær på

begge øjne, så hendes syn var nedsat.

 

Derfor gik hun sjældent i snor, selv når vi gik i plantagen. Hun havde det bedst, når hun kunne passe sit eget tempo og

snuse sig frem. Så gik hun og hyggede sig og vi andre måtte pænt tage en pause ind imellem og vente på hende.

 

Pensionisttilværelse

Selvfølgelig tog vi hensyn til hende, og de dage, hvor turen virkelig bød på udfordringer, blev hun hjemme. Det var nu ikke populært, hun

ville ikke snydes for det sjove. Når hun sov, sov hun så hårdt, at man direkte skulle vække hende, men så var hun til gengæld hurtigt oppe i gear igen. En rigtig pensionisttilværelse havde hun, og det faktum at såvel syn som hørelse var nedsat tog ikke hendes humør, selvom det hæmmede hende.

 

På grund af det nedsatte syn, gøede hun væsentligt mere end

tidligere. Det er logisk. Der sker et eller andet, som hun måske ikke rigtig kan følge med i. Hvad gør man så? Man gør selvfølgelig for, at skræmme

det ukendte væk og for at gøre opmærksom på sig selv.

 

Natteuro

Et andet hyppigt alderdomssymptom, som Emma nu ikke havde, er natteuro. På grund af nedsat syn og hørelse og dermed hæmmet

orienteringsevne og også på grund af begyndende demens, kan man vågne om natten og være desorienteret. Det bevirker at man dels gør, og dels begynder at søge uroligt rundt.

 

Ved lidt mere fremtrædende demens kan hunden umotiveret pludselig stå og glo ind i et hjørne og ikke ane, hvor den er.

 

Jeg har flere gange i vinter hørt far Gustaf og mor Mette diskutere, hvor længe de kunne de kunne få lov at beholde hende og hvornår de

måtte vurdere, at staren havde svært ved at bevare sin værdighed. Heldigvis med samme resultat hver gang. Det var slet ikke endnu.

 

Ondt i øjet

Men pludselig en formiddag gik det galt. Om morgenen var hun totalt frisk, da far Gustaf kørte til Århus, men kort før middag begyndte hun

at gnide sig i det ene øje. Hun havde rigtig ondt i det.

 

Mor Mette kørte på dyrehospitalet med hende, hvor Helle undersøgte øjet og fortalte, at linsen var luxeret. Det vil sige, den havde

løsnet sig fra sin plads i pupillen og var smuttet ind i forreste øjenkammer. ØV. Det medfører en trykstigning i øjet – en grøn stær – og det gør ondt, rigtig ondt.

 

Hvis linsen smutter bagud, kan øjendyrlægerne fjerne den og i visse tilfælde også hjælpe medicinsk. Men smutter linsen ind i forreste øjenkammer, er kun en terapi mulig. Nemlig at fjerne øjet.

 

Operation eller ej?

En enkel operation, som man kommer hurtigt over. Men er det det man skal?  Hvis synet på det raske øje er godt, er der ingen tvivl. Selvfølgelig skal man det. Men når synet på det raske er stærkt nedsat, og linsen i det øje for den sags skyld kan luxere i overmorgen. Nej, så er det ikke det, der skal ske.

 

Så Helle dækkede Emma ind med smertestillende medicin og mor Mette drog hjem forsynet med smertestillende øjendråber og bayerske pølser. Og så lå de i sengen og halvsov, hyggede og spiste bayerske pølser resten af eftermiddagen til far Gustaf kom hjem.

 

Beslutningen var ikke nem, men den eneste realistiske. Emma fik lov at sove ind og blev skånet for et fortsat liv i halvmørke. En værdig stille og rolig afsked mellem de 3 på mors trimmebord.

 

 

Hvornår er øjeblikket kommet, når man giver den sidste hjælp?

Det spørgsmål stilles ofte. Man vil jo så nødigt ”trække den” for længe, så den sidste del af livet bliver uværdigt. Man vil også så

nødigt af med den firbenede. Men hvornår er det rette tidspunkt?

 

Far Gustaf har 2 ”standard” kommentarer til spørgsmålet.

 

Når emnet begynder at optræde hyppigt ved middagsbordet og i ens tanker, er tiden kommet til at mærke rigtig godt efter og meget gerne

diskutere emnet med dyrlægen. Ikke fordi der nødvendigvis skal smides en masse kroner og ører efter emnet, selvom det ind imellem er relevant, mere for at få en snak med en der kan vurdere det faglige og både kender en selv og det firbenede familiemedlem, og som derfor kan hjælpe ens tanker. Vurderingen af værdien i dagliglivet, er det kun en selv der kan afgøre.

 

Dyrlægen kan kun hjælpe med det faglige og nogle kendsgerninger – og så måske et enkelt godt råd.

 

Den anden kommentar er enkel. Den dag hvor livet er fyldt op, og det er tid til at slutte, er der slet ingen tvivl. Det er lige før vores

firbenede selv beder om det, og i hvert fald er det kun, hvis man griber efter et halmstrå, der er for kort, man misser tidspunktet.

 

Sagt på en anden måde, man ved godt, det er nu, men det er så svært – og mon dog ikke!! Du kender selv svaret, men en snak med dyrlægen er en god måde, at finde ud af, om du har ret eller ej.

 

Den sidste hjælp

Det er så sjældent, at det vil være rimeligt for vores firbenede, at vente på morgenen, hvor de selv har taget beslutningen og er døde

i nattens løb. Som far Gustaf siger, er det en af de meget positive sider ved dyrlægegerningen, at man kan lindre effektivt ved at standse livsforløbet og undgå en sidste uværdig og smertepræget periode. Det er den sidste gave man kan give sit firbenede familiemedlem, og den er stor.

 

Selvfølgelig kan døden indtræde akut en sjælden gang. Men generelt – nej. Så hjælp dem og giv dem den afslutning på livet, de har behov for. Det har de fortjent. Så nu har vi fået Emma tilbage i en lille urne. Sidste skridt er, at sætte hende ned i klitten ved siden af hendes mor, oldemor Chili.